Kapitel 10 – Urerne

Ib sidder ved bordet, da jeg kommer ud i køkkenet. Det er mørkt udenfor. Gardinerne er ikke trukket for, som de plejer. Gadelampen lyser vejen op. Små bunker af sne langs indkørslen. Har det mon regnet i dag, i nat? Husker ikke hvornår jeg sidst har været udenfor.

På køkkenbordet står en kop med en sjat kaffe. Jeg tømmer den i vasken, hælder det sidste sorte bundfald fra kaffekolben op i koppen. Det lugter ikke godt, men jeg orker ikke at lave noget nyt. Sætter mig over for Ib og tænder en smøg.

Vi ryger i tavshed. Røgen samler sig under lampen, i rolige bevægelser, som lette skyer, der opløses, dannes på ny og drejer rundt i en lysegrå spiral. Når jeg flytter hånden op til munden kommer der uorden i bevægelserne. Jeg suger ind og puster langsomt ud, iagttager hvordan den nye røg blander sig med røgen fra Ib.

Jeg husker ikke, at vi før har siddet sådan sammen i tavshed. Fjern fra hinanden. Han ser træt og gammel ud. Ligner vores far. Det kommer bag på mig, selvom det altid har heddet sig at Ib slægter vores far på og jeg vores mor. Nu ser jeg det. Den samme næse, formen, størrelsen, læberne. Sådan som han lukker dem om cigaretten. Som om han koncentrerer sig om at gøre det på en helt bestemt måde hver gang. Sådan ryger vores far også. Eller røg. Det er slut nu.

Han sender to røgringe ud under lampen, ser på mig med et skævt smil. Måden han former munden på når han puster ud. Røgringende blander sig med røgen under lampen, laver uorden, men går langsomt i opløsning. Hans øjne hviler på mig, udfordrende.

Jeg tager ikke udfordringen op. Det var det samme, da vi var drenge. Han var det år foran mig. Det plejede at irritere ham, at jeg ikke gik med i konkurrencen om hvem, der var bedst. Det var mit forsvar. Er det stadig. Ikke kun overfor ham.

Hen sender endnu en røgring ud, slippe ikke mit blik, jeg ser væk, hoster og asker cigaretten i det overfyldte bæger. IB læner sig tilbage udvisker ringen.

– Skal jeg knappen er par øl op?

Jeg nikker

I det samme hører vi ham kalde langt væk fra.

– Ib, Per

– Ib, Per, en fjern hæs stemme.

Det åbne træskur bag smedjeværkstedet, er fyldt med maskindele, kassevis af tandhjul, kuglelejer, smørenipler, rustne hestesko, træskafter, cykeldele og brædder. Vi leder efter noget, vi kan bruge som hjul til sæbekassebilen, vi er i færd med at bygge.

– Ib, Per

– Ib, Per

Ib retter sig op, han har netop fat i et rusten hjul af jern fra en gammel plov. Lyden kommer fra pladsen bag skuret. Vi ser på hinanden, Ib smider hjulet fra sig. Jeg i hælene på Ib, ud af skuret, rundt om hjørnet, bag om værkstedet, hvor gamle og nye landbrugsmaskinerne fylder op. Der står han oppustet og rød i hovedet mens han holder fast i en gammel grønthøster halvt ude over ladet på den ene Ford Thames lastbil. Den ene slisk ligger på jorden, sammen med hans sorte alpehue.

– Skynd jer, stønner han og nikker ned mod slisken.

Ib er der allerede, får fat om slisken. Jeg kommer til, men Ib har allerede fået den på plads.

– Det var sgu godt I kom, siger han forpustet og lader en hånd glide hen over sit kulsorte hår. Jeg samler alpehuen op.

– Ib, Per

– Ib, Per, som en hæs hvisken fra soveværelset.

– Går du? eller skal jeg, siger Ib. Jeg tager et hiv og tværer smøgen ud i askebægeret.

Armene svinger i ukoordinerede bevægelser over dynen. Han løfter hovedet, i hvad der ser ud som forgæves forsøg på at rejse sig.

Jeg ved ikke om han ser mig.

– Jeg vil op

– jeg vil op

Soveværelset er svagt oplyst af natlampen, som vi har lagt et spraglet tørklæde over. Et orangefarvet skær fylder rummet. Lugten af sygdom er markant.

– Jeg vil op

– jeg vil op, bliver han ved. Virre med hovedet, frem og tilbage mens han forsøger at vende sig.

– Hvad skal du far? Spørger jeg og læner mig ind over ham. Lammeskindet har forskubbet sig ud og hænger ned mod gulvet.

– Jeg vil op,

– jeg vil op, han ser på mig med et underligt tomt udtryk. Jeg løfter dynen af, får en arm listet ind under nakken løfter op og drejer ham rundt i en bevægelse, så benene kommer ud over sengekanten. Han er varm og fugtig vejer ingen ting. Igen denne fornemmelse af, at jeg har fat i et skelet.

– Av, av, stønner han.

Jeg ved det gør ondt. Liggesårene har ikke set godt ud i nogle dage og lammeskindet glider ofte ud. En underlig acetoneagtig lugt, når han ånder ud. Lugten af opløsning.

Ib sætter sig på den anden side. Tavse holder vi om ham, mens han rokker frem og tilbage. Vi følger hans bevægelse. Hovedet falder forover, som sidder det løst på kroppen. Men så retter han sig op, drejer hovedet fra side til side, langsomt, som i slowmotion. Munden åbner og lukker sig, læberne sitrer, acetonen fylder mine næsebor.

– Vi er her.

– Skal du have noget at drikke?

Han stopper de langsomme bevægelser og ser frem for sig. Hænderne finder hvile på lårene.

– Skal du have noget at drikke? Ingen reaktion.

Jeg tager vandglasset. Holder det ind imod de sprukne læber. Han ryster på hovedet bider munden sammen, vandet løber ned af hagen.

– Jeg tror ikke han vil have noget, siger Ib

– Undskyld, siger jeg, og sætter glasset tilbage og tørre hagen med en serviet. De hvide undergardiner, der er trukket for, lyser svagt orange i skæret fra natlampen.

– Hvad vil du far?

Spørgsmålet bliver en tid hængende i rummet. Han rokker igen frem og tilbage i en ujævn rytme. Jeg fornemmer uroen langt ind i min egen krop. Den lille spinkle mand er vores far. Frem og tilbage. Først nu bliver jeg opmærksom på vores mor, der snorker i gæsteværelset ved siden af. Hun plejer ikke at snorke så højt. Godt hun får sovet tænker jeg.

På natbordet ligger der tre ure. Fars gamle armbåndsur ved siden af det nye digitale armbåndsur og bagerst vækkeuret med front mod hovedgærdet. Den lille viser peger på et, den store viser på tre. Snart halv to.

Det er fire år siden han fik det digitale ur. Det var hans højeste ønske, da han blev 60. Ib havde netop fået et. Far var fascineret af alle de ting, uret var i stand til. Ud over tiden og dato kunne det bruges som stopur, vækkeur, højdemåler og vise verdenshjørnerne og meget mere. Sådan var det med ham, altid optaget af ny teknologi.

Det gamle ur fik sin faste plads øverst på skænken. Det digitale kom på armen. Han viste det frem ved enhver lejlighed. Stolt som en pave. Men han fandt ikke ud af at bruge de mange funktioner. Jævnligt var han omkring skænken for at aflæse tiden på det gamle analoge ur.

– Bare for at kontrollere, at det går rigtigt, plejede han at sige.

Nu ligger urerne side om side på natbordet, sammen med vækkeuret. Kontrollerer hinanden. Han kan se vækkeuret når han ligger ned.

Vi rokker ikke længer frem og tilbage. Han har rettet sig op, og griber ud efter det gamle armbåndsur, hånden ryster, tommeltotten stritter ud til siden. Uret kommer faretruende tæt på bordkanten. Han opgiver, forsøger i stedet med det digitale ur, heller ikke det lykkes.

Jeg har lyst til at hjælpe ham. Med hjælp fra den anden hånd lykkes det ham at fat om remmen. Udstrakt mellem hænderne løfter han det op. Sidder en stund og stirre på det. Ryster så på hovedet lægger det tilbage med et smæld.

Nu er der uorden i opstillingen. Han skubber rundt med urerne men det bliver kun værre. Ib lægger en beskyttende hånd på vækkeuret.

Efter en tid opgiver han, sætter hænderne tilbage på lårene, drejer hovedet frem og tilbage, mumler et eller andet, jeg ikke forstår.

– Hvad siger du, skal vi ordne dem? Ib er allerede ved at rette op på urernes uorden.

– Skal du have noget at drikke, spørger jeg og rækker igen ud efter glasset. Han ryster på hovedet.

– Hvad er klokken? Hvisker han med en stemme der næsten ikke forlader munden.

– Den er halv to, siger Ib.

Han sidder lidt som om han grubler over oplysningen. Så peger han på vandglasset.

To små slurke inden det løber over og ned af hagen. Jeg kan se på adamsæblet, at der kommer noget ned gennem halsen. Bagefter tørre jeg ham om munden og hagen. Vi lægger ham tilbage og får lammeskindet bakset ind under ham.