Knasternes Liv – et romanprojekt


Som en forsmag på mit nye projekt, gengiver jeg nedenfor et udsnit af kapitel 10.

Romanen handler om forholdet mellem en søn og hans far, sådan som det udspiller sig i tidsrummet, hvor faren ligger kræftsyg i hjemmet og dør.


Kapitel 10 – Urerne

Ib sidder ved bordet, da jeg kommer ud i køkkenet. Det er nat og udenfor er det mørkt, Gardinerne er ikke trukket for, som de plejer. Gadelampen lyser vejen op. Genskin på den våde vej. Små plamager af sne langs indkørslen. Måske har det alligevel ikke regnet. Husker ikke hvornår jeg sidst har været udenfor.

På køkkenbordet står en kop med en sjat kaffe. Jeg tømmer den i vasken, hælder det sidste sorte bundfald fra kaffekolben op i koppen. Det lugter ikke godt, men jeg orker ikke at lave noget nyt. Sætter mig over for Ib og tænder en smøg.

Vi ryger begge i tavshed. Røgen samler sig under lampen, i rolige bevægelser, som lette skyer, der opløses, dannes på ny og drejer rundt i en lysegrå spiral. Når jeg flytter hånden op til munden kommer der uorden i bevægelserne. Jeg suger ind og puster langsomt ud, iagttager hvordan den nye røg blander sig med det, der kommer over fra Ib.

Jeg husker ikke at vi før har siddet sådan sammen i tavshed. Fjern fra hinanden. Han ser træt og gammel ud, som han sidder der. Pludselig synes jeg han ligner vores far. Det er nyt for mig, selvom det har altid heddet sig, at Ib slægter vores far på, mens jeg slægter efter vores mor. Nu ser jeg det. De har den samme næse, formen, størrelsen, og læberne. Den måde hvorpå Ib lukker dem om cigaretten. Som om han koncentrerer sig om at gøre det på en helt bestemt måde hver gang. Sådan ryger vores far også. Eller røg. Det er slut nu.

Ib ser over på mig. Med antydningen af et skævt smil, sender han to røgringe ud under lampen. Måden han former munden på. Røgringende blander sig med røgen under lampen og laver uorden, men går så langsomt i opløsning. Hans øjne hviler på mig, udfordrende.

Jeg tager ikke udfordringen op. Sådan var det også da vi var drenge. Han var altid det år foran mig, bedre til det hele. Det plejede at irritere ham, at jeg ikke gik ind på kappestriden. Det var mit forsvar. Er det stadig. Ikke kun overfor ham.

Pludselig hører vi ham kalde. Det kommer langt væk fra.

– Ib, Per

– Ib, Per, lyder det med en hæs stemme.

Vi står i det store åbne træskur, der er fyldt med maskindele, kasser af tandhjul, kuglelejer, smørenipler, rustne hestesko, træskafter til alverdens håndværktøj, og leder efter noget, vi kan bruge som hjul til sæbekassebilen, vi er i færd med at bygge.

– Ib, Per

– Ib, Per

Ib retter sig op. Lyden kommer fra pladsen bag skuret. Vi ser på hinanden og sætter så i bevægelse. Jeg i hælene på Ib, ud af skuret, rundt om hjørnet, bag om værkstedet, hvor gamle og nye landbrugsmaskinerne fylder op. Der står han oppustet og rød i hovedet mens han holder fat i en gammel grønthøster halvt ude over ladet på den lille Ford Thames lastbil. Den ene af sliskerne ligger på jorden.

– Skynd jer, stønner han og nikker ned mod slisken.

Ib er der allerede, får fat om slisken. Jeg kommer til, men Ib har fået den på plads.

– Det var sgu godt I kom, siger han forpustet og står lidt og puster ud.

– I må hellere hjælpe med at få den ned.

– Ib, Per

– Ib…., svag hæs stemme inde fra soveværelset.

– Går du? eller skal jeg, siger Ib. Jeg tager et hiv og tværer smøgen ud i askebægeret.

Han ligger uroligt, armene op og ned over dynen, i underlige ukoordinerede bevægelser. Løfter hovedet, lader det falde tilbage.

Jeg ved ikke om han ser mig, da jeg kommer ind.

– Jeg vil op

– jeg vil op

Soveværelset er svagt oplyst af natlampen, som vi har lagt et spraglet tørklæde over. Et orangefarvet skær fylder rummet, sammen med lugten af sygdom.

– Jeg vil op

– jeg vil op, bliver han ved. Virre med hovedet, frem og tilbage mens han forsøger at vende sig.

– Hvad skal du far? Spørger jeg og læner mig ind over ham. Lammeskindet har forskubbet sig ud og hænger ned mod gulvet.

– Jeg vil op,

– jeg vil op, han ser på mig med et underligt tomt udtryk. Jeg løfter dynen af, får en arm ind under nakken. Trækker ham langsomt op. Han er varm og fugtig. Jeg tager godt fat, letter ham fra sengen samtidig med at jeg drejer ham rundt så benene kommer ud over sengekanten. Igen denne fornemmelse af, at jeg har fat i et skelet der ikke vejer noget.

– Av, av, stønner han.

Jeg ved det gør ondt. Liggesårene har ikke set godt ud i nogle dage og lammeskindet glider ofte ud. En underlig acetoneagtig lugt, når han ånder ud. Lugten af opløsning.

Ib kommer til og sætter sig på den anden side af vores far. Vi siger ikke noget. Sidder bare og holder om ham, mens han vippe frem og tilbage. Vi følger hans bevægelse. Hovedet falder forover, som sidder det løst på kroppen. Men så retter han sig op, drejer hovedet fra side til side, langsomt, som i slowmotion. Hans mund bevæger sig, læberne sitrer, åbner og lukker sig.

– Vi er her, siger vi.

– Skal du have noget at drikke?

Han stopper de langsomme bevægelser og ser frem for sig. Hænderne ser ud til at finder hvile på lårene.

– Skal du have noget at drikke? Spørger jeg igen. Ingen reaktion. Jeg tager vandglasset. Holder det ind imod de sprukne læber. Svagt sitrende. Dirrende. Han ryster aggressivt på hovedet. Vand løber ned af hagen.

– Jeg tror ikke han vil have noget, siger Ib

– Undskyld, siger jeg, og sætter glasset tilbage. De hvide undergardiner, der er trukket for, lyser svagt orange i skæret fra natlampen.

– Hvad vil du far?

Spørgsmålet bliver en tid hængende i rummet. Igen gynger han frem og tilbage. Jeg fornemmer uroen langt ind i min egen krop. Den lille spinkle mand imellem os er vores far. Gynger langsomt frem og tilbage. Vores mors snorker i gæsteværelset ved siden af. Jeg lytter, hun plejer ikke at snorke så højt, måske er det bare en overgang, det virker regelmæssigt. Godt hun får sovet tænker jeg.

På natbordet ligger der tre ure. Fars gamle armbåndsur ved siden af det nye digitale armbåndsur og det store vækkeur bagerst med front mod hovedgærdet. Den lille viser peger på et, den store viser på 26. Snart halv to.

Det er fire år siden han fik det digitale ur. Det var hans højeste ønske, da han blev 60. Ib havde netop fået et. Vores far var fascineret af alle de ting, det ur var i stand til. Ud over tiden og dato kunne det bruges som stopur, vækkeur, højdemåler og vise verdenshjørnerne og meget mere. Sådan var det med ham, altid optaget af ny teknologi.

Det gamle ur fik sin faste plads øverst på skænken. Det digitale kom på armen. Han viste det frem ved enhver lejlighed. Stolt som en pave. Men han fandt ikke ud af at bruge de mange funktioner. Jævnligt var han omkring skænken for at aflæse tiden på det gamle analoge ur.

– Bare for at kontrollere, at det går rigtigt, plejede han at sige.

Nu ligger urerne side om side på natbordet, sammen med vækkeuret. Kontrollerer hinanden. Han kan se vækkeuret når han ligger ned.

Vi gynger ikke længer frem og tilbage. Han har rettet sig op, ser på natbordet, på urerne. Løfter den ene hånd fra låret. Griber ud efter det gamle armbåndsur, hånden ryster, tommeltotten stritter ud til siden. Han får skubbet uret faretruende tæt på kanten af bordet. Opgiver at få fat om det, forsøger i stedet med det digitale ur, heller ikke det lykkes.

Jeg har lyst til at hjælpe ham, men gør det ikke. Den anden hånd kommer til hjælp. Endelig får han fat om remmen. Løfter det op, holder det udstrakt mellem sine rystende hænder. Tager det op foran øjnene. Sidder en stund og stirre på det. Ryster så på hovedet. Får det langt tilbage på bordet med et stort smæld.

Nu er der uorden i opstillingen. Han forsøger at rette dem ind. Det bliver kun værre. Ib lægger en hånd på vækkeuret. Endelig opgiver han, sætter hænderne tilbage på lårene, ryster på hovedet, frem og tilbage, mumler et eller andet, jeg ikke forstår.

– Hvad siger du, skal vi ordne dem? Ib er allerede ved at placere urerne som de plejer at ligge. De to armbåndsure side om side. Alle med front mod hovedgærdet.

– Skal du have noget at drikke, spørger jeg og rækker ud efter glasset igen. Han ryster på hovedet.

– Hvad er klokken? Hvisker han med en stemme der næsten ikke forlader munden.

– Den er halv to, siger Ib.

Han sidder lidt som om han grubler over oplysningen. Så peger han på vandglasset. To små slurke inden det løber over, ned af hagen. Jeg kan se på adamsæblet, at der kommer noget ned gennem halsen. Bagefter tørre jeg ham om munden og hagen med et stykke køkkenrulle. Vi hjælpes ad, lægger ham tilbage i sengen, får lammeskindet bakset ind under ham.