Fortælling om en fødsel.

Bragt i 'ALT for Damerne' d. 7 juli. 1982, foreligger her i en let redigeret udgave.

En smuk dag i september

Vi vidste selvfølgelig, det snart skulle være. Anna havde fået en frist på en uge. Havde hun ikke født inden tirsdag, ville de sætte hende i gang på fødselsstiftelsen. Vi har været klar i over to uger. Fornemmelsen af, at det kunne ske når som helst, selvom det blev ved spredte plukveer. Plukveer der fastholdt os i en vedvarende tilstand af forventningsfuld spænding.

Da vi gik i seng tirsdag aften, kunne jeg mærke på Anna, at der var ved at ske en ændring. Plukveerne var hyppigere, mere regelmæssige og måske anderledes. Det var imidlertid først om morgenen, det for alvor begyndte.

Jeg vågnede ved halv syvtiden. Anna var der ikke. Gennem muren kunne jeg høre bruseren fra badeværelset.

Det var en god morgen. Luften var klar og kølig. Solen ved at står op i øst, en høj næsten skyfri himmel. En smuk dag sidst i oktober.

I dag sker det. Lysvågen sprang jeg op og ud på badeværelset. Der stod hun under det rindende vand, smuk, blød og dejlig. Udstrålede en ro og fylde der fortrængte de sidste rester af, hvad der måtte have været i mig af frygt for fødslen.

Så med et var fortryllelsen væk.

En ve var på vej. Anna bukkede sammen under bruser stønnende. Et stik i mellemgulvet, et øjebliks forvirring. Hurtigt trådte jeg ind til hende, slukkede for vandet, støttede hende så godt jeg kunne. Således i kontakt med hendes krop genvandt jeg roen.

Lidt efter lidt vågnede kollektivets beboere, Karsten, Lene, Janne, Jette, Niels-Ole, Henriette og Exe. De kom og så og hørte. I dag sker det. Niels-Ole kørte efter rundstykker, der blev dækket bord, lavet te og kaffe. Gitte, Annas niece, viste sig i køkkendøren, forsovet og med missende øjne. Hun skulle for første gang, som for de fleste af os andre, opleve en fødsel.

Solen skinnede klart og varmt ind gennem de store ruder. Anna var midtpunktet. Veerne, mere og mere regelmæssige, tog til i styrke. Vi sad ved bordenden, Anna og jeg. Anna med sit strikketøj og kaffen. Jeg med min opmærksomhed og beredskab. Når veerne rullede gennem hende bøjede hun sig frem og lagde hovedet i mit skød. Jeg masserede hende på lænden i takt med hendes åndedræt, sådan som jeg var blevet instrueret. Efterhånden måtte hun ned på knæ hver gang. Jeg var fascineret af roen, der syntes at fylde hende ved udløbet af hver ve.

Anna beskrev dem som noget, der kommer udefra, fra periferien, og samler sig i krydset ved lænden, hvorfra trækninger går videre rundt om maven for at samles ved navlen. Nu måtte det være tid at ringe til jordmoderen. Anna kendte Lisse fra sin tid som sygeplejerske.

– Det sker i dag, sagde Anna i telefonen, kan du komme og være med og tage imod.

Vi satte os ind i stuen. I solens stråler sad Anna på det hvide langhårede tæppe og rullede frem og tilbage. For hver gang blev trækningerne større og smerterne værre. Karsten købte ind til frokost. Lisse kom og spiste med.

– Det ser godt ud, men det er ikke rigtige veer endnu

– Hvad fanden bilder du dig ind at sige det? Anna mente de var rigtige nok. Det skulle senere vise sig at Lisse havde ret.

Med Anna som midtpunkt sad sad vi på gulvet, på stole, i sofaen, det meste af kollektivet og to af Annas gode veninder. Næsten som én organisme var vi deltagere i det, der foregik. Alles opmærksomhed rettet mod Anna. Hensynsfulde, understøttende, medlevende, morsomme og alvorlige. Som et fælles projekt. Et fælles ansvar. Som én krop med én vilje, styret af og rettet imod Anna.

Veerne tog til, de begyndte at gøre ondt. Anna stønnede af smerte. Jeg støttede og masserede hende, så godt jeg formåede. Det var slemt nu. Jeg blev urolig, mærkede angsten i mellemgulvet. Varmen forlod mig, jeg frøs. Anna havde det ikke godt nu. Stuen var fyldt med røg, jeg kunne ikke til at få luft. Hvorfor skulle de ryge. Niels og Erik diskuterede gårdsdagens fodboldkamp. Kirtsen og Mette sad og hviskede i sofaen. Anne vred sig i smerte under veerne. Jeg så over på Lisse. Hun nikkede og tag Anna under armen,

I skal ind på værelset, sagde hun. Jeg fulgte efter. Lisse lukkede døren efter sig. Endelig ro. Jeg kravlede op til Anna i sengen, mærkede hendes krop. Genfandt roen. Men snart tog en ny ve over, Anna var ved at vælte ud af sengen i smerte. Det kan ikke være rigtigt, tænkte jeg, at det skal være så smertefuldt.

– Av, av, av, åh nej, nu kan det ikke bliver værre, stønnede Anna.

En eller anden må kunne gøre noget. Hvad kan det ikke ske. Lene kikkede ind.Jeg sendte hende bedende øjne.

– Skal jeg hente Lisse, spurgte hun. Jeg nikkede.

Det er okay, sagde Lisse og lagde en rolig hånd på Anna. Det er som det skal være.

– Skal vi ikke køre nu?, Anna virkede udkørt næsten opgivende.

– Nej. Hvis vi tager på Stiftelsen nu, vil det blot være for at give dig en petidin indsprøjtning, ellers er der ingen grundt til det lige nu.

– Ikke tale om, det vil jeg ikke have, svarede Anna mellem to veer.

Tre kvarter efter tog vi to afsted. Lattergassen på Stiftelsen kunne tage toppen af smerterne.

Blå buksestrømper, tøfler, den røde morgenkåbe og ud i bilen. Ind på bagsæder med Anna og mig. Lisse kører. En ve skulle overstås i bildøren. De andre fra kollektivet kommer om en halv time. Hej – vi ses.

Bare vi var der. Bare det ikke sker i bilen. Sæt vi kører galt. Tankerne susede rundt i hovedet på mig. De små ti minutter føltes som en evighed.

Vi bliver ledt et stort rum, hvor vi kan være os selv.

Anne kommer op på en alt for smal seng. Jeg får en gul kittel på. Lisse en skinnende hvid. Rengøringsassistenten er i færd med at vaske gulvet og rydde op efter en tidligere fødsel.

– Jeg er straks færdig, siger hun med et smil.

En sygehjælper kommer ind, giver Anne en hvid skjorte på, skramler og reagerer med skåle, fade, vand og apparater, forsvinder igen. Jeg undrer mig. Hvad er det for skåle og apparater? Anne tager min hånd, klemmer den og stønner. Lisse er gået efter nogle papirer. Vi er alene. En ve får Anna til at bøjer sig ind over sengen, tryk mig på lænden, stønner hun. Sengen rasler, skrider, jeg tager fat om sengegærdet med den frie hånd, sætter en fod hårdt mod gulvet. Veerne er voldsomme nu.

Et øjebliks stilhed. Asta i sengen, jeg ved siden af. Vi siger ikke noget.

Svage lyde fra gangen, nogen går på gulvet etagen over os.

Uden varsel går døren op, lydende fra gangen forstærkes, en sygeplejerske kommer ind bærende på en bakke, med små skåle og instrumenter. Inden vi når at reagere noget, står hun mellem Annes ben med barberkniven og raserer hende. Uden hensyn til veerne, eller Anne eller mig. Som en maskine. Hvor kom hun fra? Hvem er hun? Det var ikke meningen.

Jeg er lammet.

– Det skal du ikke gøre alt for godt, siger Anne mellem to veer. Hun ved åbenbart, hvad der er på færde.

– Nej, nej, jeg skal nok lade være med at tage for meget.

Og pist, så har hun raseret alle hårene omkring skeden væk. Hvorfor fik vi hende ikke standset? Hvad bilder hun sig ind?

– Det havde ikke været nødvendigt, siger Lisse, da hun kommer tilbage, jeg troede ikke hun ville komme så hurtig med barberkniven.

Det gør rigtig ondt nu. Jeg står ved hovedgærdet, holder fast om Annes hånd. Eller er det hende, der holder fast i mig? Under veerne hiver hun frem og tilbage i min hånd, Jeg koncentrerer mig om at stå fast. Hun holder selv masken med lattergassen, stønner og ler og siger tossede ting, euforisk.

Døren går langsomt op. Et Jettes hoved i døråbningen.

– Kom bare ind siger Lisse

Og ind kommer de alle sammen derhjemmefra. Stille og højtidelige. Listende. Alle i underlige gule kitler. Så sjov ser det ud, at selv Anne bryder ud i latter. De står rundt om sengen, de er med. Dorte, Annas lægeveninder, er der.

Lisse har fingerspidserne let på Annes mave, følger veernes kommen og gåen, hjælper med de tunge vejrtrækninger.

– På med masken Anne, træk vejret dybt ind tre gange, ja, det er fint, ånd ud, helt ud, godt, kom igen, nej nej hold ikke vejret, kom igen, træk nu ind, kom nu Anne, du kan godt, ja, ja det er fint, du er meget dygtig.

Anne er ved at vride sig ud af den smalle seng. Jeg holder fast. Hun skriger. I sidste øjeblik får jeg en hånd under hendes hoved, inden hun hamrer det ned i en af sengens jernstænger.

– Prøv at gispe på toppen af veerne, siger Lisse, tre dybe indåndinger med masken, gisp så, kom igen, gisp, gisp igen en gang, gisp, ja det er fint, ånd ud.

– Giv mig noget rent ilt, stønner Anne

Jeg under mig, hvordan kan hun være så klar? Hun styrer det selv nu. Indåndingerne, masken, gispene, igen og igen og igen. Hvor har hun styrken fra? Nu skal hun have rent ilt , siger hun. Så en pause, ro.

Pludselig opdager jeg at kollektivet er forsvundet. De må have forladt rummet. Anne er bleg. Jeg er nervøs. Et eller andet sker hurtigt, jeg skal tage noget på bordet bag mig. Ved ikke hvad det er. Ved ikke hvad jeg skal. Dorte kommer styrtende, skubber mig væk, griber et papbæger, holder det hen til Annes mund. I sidste øjeblik.

– Det er det æble, jeg spiste, stønner Anne, føj hvor det smager.

Lisse henter tyggegummi.

– Jeg troede ikke det kunne gøre så ondt, at noget kan gøre så ondt, siger Anne, det bliver bare værre og værre fra gang til gang. Ligbleg ligger hun der med tårer i øjnene og rødplettede kinder.

Tiden går langsom, jeg kikker på uret over sengen, viserne har ikke bevæget sig siden sidst. Der er ingen udvikling. Tiden står stille. Jeg trænger til en pause. Trænger til at komme ud af rummet. Ud til de andre.

– Er det okay, at jeg går en tur udenfor, Anne?

– Ja, ja. Anna klemmer min hånd ser på mig smiler, det er okay.

Dorte overtager min plads ved hovedgærdet. De sidder i venteværelset, med kager og kringle og medbragt kaffe. En hælder kaffe op, giver mig koppen. Jeg tænder en smøg.

– Hvordan står det til?

– Det er slemt derinde nu, siger jeg, mærker svenden løbe ned af ryggen.

– Lige så slemt som da vi var der?

– Meget værre, meget værre, jeg tager mig i at gentage mig selv. Nogle hurtige sug af cigaretten inden jeg tværer den ud i et overfyldt askebæger.

– Jeg må ind igen, siger jeg og går tilbage.

Kurt kommer i samme øjeblik, som jeg åbnede døren ind til stuen. Han var der ikke i morges og kommer lige fra arbejde.

– Er det sket? spørger han forpustet og følger med mig ind.

Nu er det for alvor hårdt. Veerne er taget til. Annes ansigt er opløst i smerte, sved og tårer. Hun er tæt på at besvime. Jeg har fat i hånden igen. Kurt står på den anden side, holder fast i den anden hånd. Vi sætter begge kræfter i og har svært ved at stå fast på gulvet, holder hende så hun ikke ryger ud af sengen. Det er voldsomt. Som et vildt dyr, uden kontrol.

Lisse fører en hånd op i skeden. Mærker efter. Hvad er det, der holder igen? Hvorfor kommer ungen ikke ud?

– Det er en kant i livmoderåbningen, der ikke vil forsvinde, ellers er den helt åben nu, siger hun, ungen trykker med hovedet på kanten, det er det, der gør så ondt.

– Av, av, åh åh nej, hvad gør du ved mig, Lisse, det gør frygtelig ondt, det kan du ikke være bekendt.

En ny ve er på vej.

– Prøv igen Anne, på med masken, kom nu, ja, der er godt, gisp, gisp, for pokker, kom nu, kom nu gisp Anne.

Anne gisper som aldrig før, igen og igen. Jeg frygter det værste. Hvor længe kan hun blive ved?

Hun holder vejet nu, har hun opgivet? Så med et langt dybt skrig. Kom nu kom nu gisp, gisp, igen, igen, igen.

Jeg er svimmel, det snurrer i kroppen i hovedet, er sikker på det ikke går godt. Ungen dør. Anne dør. Føler jeg skal kaste op. Noget er galt. Helt galt.

Alt det blod. Kan hun forbløde. Det må være muligt at redde hendes liv. Men hvad med ungen? Den kan død. Den kan man sikkert ikke gøre noget for. Sæt den dør? Er den død?

Jeg klemmer kæberne sammen. Forbereder mig på det værste. Dør ungen så dør den. Anne må reddes. Så klarer vi det sammen. Mine kæber gør ondt mine tænder skærer mod hinanden. Jeg må holde fast.

Dorte lytter med hørerøret.

– Ungen har det fint, siger hun endeligt. Jeg ånder lettet op.

– Du mangler blot at få kanten væk, så er der fri passage, beroliger Lisse. Prøv igen.

– Jeg kan ikke mere. Det gør for ondt og jeg her ikke flere kræfter, mumler Anne.

– Du skal, kom nu, du skal gispe, træk vejret, kom nu Anne, Lisse har den alvorlige stemme på nu.

Anne skriger af smerte, gisper og gisper og skriger, hendes krop spændt op i en bue, skriger og gisper. Jeg tænker kun på at holde fast i hendes hånd. Ved ikke om det er virkeligt, det der sker. Måske et mareridt, jeg vågner op af.

– Nu er ungen parat til at komme ud, siger Lisse pludseligt midt i det hele.

Hørte jeg rigtigt. Hvad er der sket? Er kanten væk? Ånder igen lettet op. Det må være tegn på noget godt.

Men nu går Lisse! Forlader rummet. Hvad skal hun? Hvorfor går hun?

En sygeplejerske kommer ind. Madsen siger hun.

– Dav med dig, går det godt, siger hun til Anne, der smiler og nikker. De kender åbenbart hinanden.

Lisse kommer tilbage i en anden kittel og sygeplejehue, der liger noget fra Kina, synes jeg, og tænker at den klæder hende.

– Der var ikke andre, siger hun, som om hun havde læst mine tanker.

– Det er aftalen at du op og sidde bag Anne, ikke? siger hun.

– Joo æh neej, det gør ikke noget, fremstamme jeg, ønsker ikke at eksperimenter nu. Ungen bare ud, alt andet er ligegyldigt.

– Jo, det skal du, se at komme op med dig og af med skoende, kommanderer hun.

– Ok, Jeg kravler op i sengen bag Anne og straks får jeg en anden fornemmelse i kroppen. En ro og fylde. Annes krop mod min. Jeg lægger armene omkring hende, krammer hende ind til mig. En forvandling.

Kurt holder om Annes hånd med begge hænder. Han siger et eller andet, men jeg hører det ikke.

– Hvad med de andre udenfor, spørger Lisse, skal de ikke ind og være med nu?

– Nej det kan jeg ikke klare, det kan jeg ikke tage stilling til, siger Anne træt.

Men som ved et trylleslag har situationen ændret sig. Den nervøse anspændte stemning, dramaet, er pist væk. Erstattet af, hvad jeg vil beskrive som en intens målrettet ro.

Annes ryg mod mit bryst. Armene omkring hende. Kurt holder et spejl, så Anne og jeg kan følge med. Madsen, Lisse og Dorte trisser rundt og ordner ting. Jeg er afslappet og spændt på samme tid. En eller anden siger, at alt er godt nu, fint og klar, at nu varer det ikke længe, om Anne alligevel ikke vil have vennerne ind.

– Jo, hent dem, siger hun, og klemmer min hånd.

Ind kommer de, lige så andægtige som før, stiller sig rundt om sengen. Jeg ser dem og ser dem ikke. Rummet fyldes op.

Nogen har dæmpet lyset, et gult varmt skær. Jeg koncentrere mig om spejlet. Lårene, fyldt med blod. Kød og lys hud. Ikke spor ulækkert, tænker jeg, næsten smukt, et fantastisk syn i en anden verden.

Jeg bliver hurtigt revet ud af fortryllelsen. En ve har arbejdet sig frem. Jeg griber fat i Annes ben under haserne.

– Pres nu, alt hvad du kan, kommanderer Lisse

Anne presser. Jeg presser. Jeg er med nu. Presser og presser. Anne presser. Vi presser.

– Ja, ja, se, nu er det øverste af hovedet synligt mellem kønslæberne. Den har sort hår på hovedet. Kan det være hovedet? Det ligner mere en sammenpresset hudfold smurt ind i en sort masse.

Asta presser igen og igen, jeg er stået af.

– Ja sådan, slap så bare af, det går jo godt.

– Kom igen, pres Anne. Nu kommer hovedet sgu, se, se, det er lige ved at smutte ud.

– Aaaaaav, ååååh,

-Pres Anne

– Slap af

– Kom så, en dyb indånding, ja sådan og pres så, pres.

– Åååååhhh, aaaaaav

– Nej, luk munden, brug alle dine kræfter i underlivet.

– Pres… nu, nu, ja, nu, ja for fanden, nu kommer hoved sgu, nej, jo. Pres, Anne, alt, hvad du har lært, alt hvad du kan. Så.. der, ja, nu kommer hovedet. Smut, der er hovedet, fantastisk, fantastisk, hovedet er ude. Fint og lyserødt, smukt sort hår, næse, øjne, mund, det hele. Den bevæger hovedet, utroligt.

Sygeplejersken fjerne slimet fra næsen og munden. Vildt, den trækker vejret, den åbner øjnene, den ser, den ser, go ‘dav, den er levende, levende, siger lyde, små grynt, knirk, knirk. Alting, alting er det.

– Anne kom med dine hænder, hjælp til med at trække den det sidste stykke ud.

En ve hjælper til, nu går det glidende, og så smut, så er ungen ude, det hele, et barn, et menneske.

Op på maven. Der er det, menneskebarnet. Jeg vover ikke at røre ved det. Så lille bitte.

Anne har sine hænder rundt om barnet, jeg kommer med mine. Fire hænder om det lille barn. Barnet knirker, og se, den bevæger munden, hovedet, den søger efter patten. Som en nyfødt kattekilling. Jeg græder. Anna græder. Vi græder. Rundt om står vores venner og græder.

Vi er her. Vi er sammen.

Det lille menneskebarn. Anna trækker ungen op til sit ansigt, som vil hun spise det.

– Den ser anderledes ud, end jeg troede, siger hun, nej hvor er den fin. Tårerne løber ned af kinderne på hende. Op med det ene ben, det er en pige, en pige. Så lækker, så fin, så sød, så lille, hun er.

Hvor er den anden arm? Den anden arm, hvor er den? Nåå , der er den.

Hun skriger ikke, hun må være tilfreds med at komme til verden. Små energiske grynt og en livsbekræftende søgende mund.

Et mirakel, hvordan kan det lade sig gøre?

Det lille my. Den lille myre. Velkommen til verden.