– og andre digte i uddrag.
flammen
flammen lukket inde i brændeovnen
ser længselsfuldt ud gennem glasruden
ved at dens tid er begrænset
ser ud på en let antændelig verden
kunne den bare få en lille gnist ud
på det rette tidspunkt
og det rette sted
vil den kunne antænde
selv den mindste konflikt
og sætte verden i brand
den flammer op ved tanken
hvilken lykke det ville være
jorden som et flammende hav
universet vil gøre store øjne
flammen vil blive berømt og æret
få sin egen plads på stjernehimlen
som en ny sol
straks den har tænkt det
bliver den rød og blå af skam og
lægger sig ned i sin egen himmel
af røde glinsende stjerner
blinker et par gange
til den gamle mand
i gyngestolen
inden den
langsomt
ånder
ud
hvad sagde vi
når man kan sige
se hvad sagde vi
er det for sent
når min dag fyldes
når min dag fyldes med
forstemmende ensomhed
tager jeg proppen af vasken
så dagen kan løbe ud
kravler op på taget
hvor silhuetterne
fra naboen egetræ
toner frem som papirklip
i lyset fra fjerne galakser
jeg ser mennesker
jeg ser mennesker
rører ved hinanden
i en film fra en anden tid
venter på bussen
når man er gammel
og står på Klostertorv
og venter i 45 min.
på bus nr. 12 til Risskov
tager man bus A2 til Brabrand
bare for at kunne sidde lidt ned
et mirakel
i dag oplevede jeg et mirakel
gik en tur i skoven
kom til en lysning
der så jeg tre sommerfugle
og en honningbi
kredse om en hvidtjørn
engang så jeg et træ
engang så jeg et træ gå over vejen
det tog nok 20 minutter
for det var et stort og gammelt træ
bilerne måtte standse op
der opstod lange køer i begge retninger
en form for kaos udviklede sig
bilhornene brølede
folk steg ud med knyttede næver
råbte ukvemsord
det var ved at komme til
håndgemæng flere steder
alle var de dog enige
om det synspunkt
at det var gået for vidt
med naturplejen
I en ikke fjern fortid
I en ikke fjern fortid
læser jeg et digt for mit oldebarn
et digt af Inger Christensen’s
Sommerfugledalen
Er kommet til 3. vers i første sonette:
“Nej, det er lysets engel, som kan male
sig selv med sort Apollo Mnemosyne
som ildfugl, poppelfugl og svalehale.”
Oldefar, hvad er Mnemosyne?
Det er en sommerfugl med
og små prikke på de forreste
Men oldefar, hvad er en sommerfugl?
lykkelige
solen falder ind af vinduet
triller over i hjørnet
vi får lyset lige i øjnene
det blænder som en blender
der roder alt det sammen
vi har adskilt for at få overblik
nu er det uden betydning
vi kommer det i plastikposer
på genbrugspladsen sorterer vi ordene fra
de skal ikke ud på Stillehavet og råbe op
ved nattetid triller vi solen ud
sætter os ved vandkanten med et glas vin
månen er tiltagende og snart fuld
blålyset glitrer i det mørke vand
sikke en flot nat siger vi og er lykkelige
i nuet
du skal leve i nuet siger de og
jeg prøver men er i tvivl
hvad for et nu mener de
er det et nu
der kommer om lidt
måske i aften
eller et nu for lidt siden
et nu jeg ikke nåede
måske ligefrem et nu fra i går
der er så mange nu’er
det ene nu efter det andet
de bliver ved at kommer
i en lind strøm
i hastigt tempo
man skal være hurtig
hvis man vil fange et nu
og blive i det
ligefrem leve i det
det kan være vildt
stressende